Hvad er skrift?
For nogle tusinde år siden fandt mennesker på at udvikle tegninger og tegn til en ny teknologi: skrift. Med denne teknologi skabte de en kunstig hukommelse og nye muligheder for fjernkommunikation. På tavler eller papir kunne de både gemme informationer uden for hjernen og dele meddelelser på tværs af tid og sted.
Det samme gør vi i dag. Vi læser bøger fra fortiden og skriver filer til fremtiden. Skrift og skrivning er en gammel teknologi, som i disse år forandrer sig hurtigt. Vil vi skrive i fremtiden? Ja, formentlig. Men skrift vil ikke være det samme. Vi chatter og tweeter med folk fra USA, Fredericia og Fiji. Vi fastholder tanker i tegn eller lader skriverobotter danne tekst ud fra input. Måske holder vi sjældent et skriveredskab mellem tommel-, pege- og langefinger, men taster på et keyboard eller swiper på en skærm. Det kan være, at vi har svært ved at holde opmærksomheden på lange tekster eller stave, men er supergode til at udveksle korte meddelelser eller plukke emojis og ord, som computerprogrammer serverer.
Marie Møller Kristensen tager os i bogen SKRIFT med helt tilbage til den tidligste tid før skriften – og frem igen til vores nutid. Igennem kapitlerne Billedet, Hånden, Hukommelsen, Digitaliseringen, Globaliseringen og Magien beskriver hun, hvordan udviklingen af skriftsystemer og skrivning er tæt forbundet med så forskelligartede emner som kunst, sanselighed, håndværk, medier, magi samt kulturel og ekstern hukommelse i redskaber, tekster, filer og computerprogrammer. Traditionelt har forskellige videnskaber undersøgt skrift og skrivning ud fra hver sin opfattelse af, hvad skrift er og hvad vi bruger den til. I denne bog er tilgangen tværfaglig.
Bogen henvender sig til læsere med interesse for kultur- og teknologihistorie, kunst og medier. Undervisere eller studerende, der beskæftiger sig med mediefag eller teknologiforståelse, kan også bruge den til at belyse skrift som teknologi og medie, skriftens historie eller for eksempel begrebet digitalisering.
Køb SKRIFT – fra billeder til bits
Pris 200 kr. inkl. moms, ekskl. levering
Om bogens forfatter
Marie Møller Kristensen (født 1971) er cand.mag. i filosofi og litteraturvidenskab. Hun underviser i dansk som andetsprog på Københavns Universitet og i kulturhistorie og filosofi på Folkeuniversitetet. Hun er skribent bag mange artikler til tidsskrifter og aviser, og har tidligere lavet teater i København. Som forfatter interesserer hun sig for billedkunst, (for)historie, arkæologi, teknologifilosofi, medier, håndværk, og så beskæftiger hun sig med forholdet mellem den individuelle og den kulturelle hukommelse, sådan som det manifesterer sig i redskaber, tekster, filer og bits.