Optakt til en erklæring om pligter over for mennesket
”Det græske ord, man oversætter med ånd, betyder i virkeligheden brændende åndedræt, et åndedrag blandet med ild, og betød i oldtiden det samme, som videnskaben i dag betegner med ordet energi. Det, vi oversætter med ’sandhedens ånd’, betyder sandhedens energi, sandheden som virkende kraft. Den rene kærlighed er denne virkende kraft, den kærlighed, som for ingen pris og i intet tilfælde vil hverken løgn eller fejltagelse.”
Simone Weil (1909-1943) skrev Rodfæstelsen under anden verdenskrig, kort før hun døde af tuberkulose, 34 år gammel.
Weil ser det 20. århundredes civilisation, især Europa, som ramt af en åndelig, social og kulturel utilpashed, en rodløshed, der skyldes vores manglende forhold til fortiden, opløsningen af fællesskaberne og den ødelæggende materialisme.
Rodfæstelsen. Optakt til en erklæring om pligter over for mennesket beskriver sjælens behov – der er lige så vigtige for et menneskeliv som tilfredsstillelsen af fysiske behov. Vi må have rod et sted uden dermed at udslette andres tilhørsforhold. Fra de undertrykte og besejredes historie går Weil videre til verdensaltet og den helt centrale analyse af det fysiske arbejdes åndelige natur.
Bogen må betragtes som Simone Weils hovedværk og taler direkte ind i nutiden.
Gennemrevideret og delvist nyoversat af Stine Zink Kaasgaard og med efterskrift af Matthias Dressler-Bredsdorff.
Køb Rodfæstelsen
Pris 300 kr. inkl. moms, ekskl. levering
Simone Weil
Om forfatteren
Simone Weil (1909-1943). Fransk filosof og aktivist, revolutionær og religiøs mystiker, fabriks- og landarbejder samt for en kort periode med i den spanske borgerkrig.
Citater fra bogen:
”At have rod et sted er måske det af sjælens behov, som på én gang er vigtigst og mindst anerkendt. Det er et af de vanskeligste behov at definere. Et menneske er rodfæstet i kraft af sit virkelige, aktive og naturlige medlemskab af en gruppe, der bevarer og videregiver fortidens skatte til sine medlemmer og visse forudanelser om fremtiden.”
”Ødelagt fortid kommer aldrig igen. At tilintetgøre fortid er måske den største af alle forbrydelser. I dag burde det næsten være en besættelse at bevare det lidt, der er tilbage. Den frygtelige rykken op med rode, som den europæiske kolonisation overalt har ført med sig, bør standses, selv dér, hvor de mildeste metoder har været anvendt.”
”Blandt alle de former, rodløsheden antager i dag, er kulturens rodløshed ikke den mindst forfærdende. Den første følge af denne sygdom er for det meste, at hver ting betragtes som et mål i sig selv, fordi forbindelseslinjerne mellem dem er skåret over. Dette gælder på alle områder. Rodløshed fører til afgudsdyrkelse.”
”Der er især fire ting, som hindrer os i at nå en form for civilisation, der kunne være noget værd. Vores forkerte opfattelse af national storhed; retfærdighedssansens afstumpning; vores afgudsdyrkelse af pengene; vores mangel på religiøs inspiration. Man kan uden tøven udtale sig i første person, flertal, for det er tvivlsomt, om noget nulevende menneske kan sige sig fri for disse fire fejl, og det er endnu mere tvivlsomt, om et eneste hvidt menneske kan gøre det. Men hvis der findes nogle, som kan gøre det, hvad man trods alt må håbe, da lever de skjult.”
”Det græske ord, man oversætter med ånd, betyder i virkeligheden brændende åndedræt, et åndedrag blandet med ild, og betød i oldtiden det samme, som videnskaben i dag betegner med ordet energi. Det, vi oversætter med ’sandhedens ånd’, betyder sandhedens energi, sandheden som virkende kraft. Den rene kærlighed er denne virkende kraft, den kærlighed, som for ingen pris og i intet tilfælde vil hverken løgn eller fejltagelse. For at denne form for kærlighed skulle blive videnskabsmandens stærkeste bevæggrund i det anstrengende forskningsarbejde, måtte han have noget at elske. De tanker, han gjorde sig om studiernes genstand, måtte indeholde et gode. Men det modsatte er tilfældet. Siden renæssancen – eller rettere sagt den anden halvdel af renæssancen – opfattes videnskaben som et studium, hvis genstand befinder sig hinsides ondt og godt, især hinsides alt godt, og som hverken har nogen forbindelse med det onde eller det gode og især ikke med det gode. Videnskaben studerer kun kendsgerningerne som sådanne, og selv matematikerne betragter de matematiske forhold som kendsgerninger af åndelig art.”