Den forbandede del er Georges Batailles politiske økonomiske teori, hvori han indvarsler en kopernikansk vending: en omvending af, hvordan vi tænker økonomi, vores materielle grundlag, livets overflod og den energi, vi har til rådighed. En begrænset økonomisk tænkning tager afsæt i knaphed og mangel, i produktion, rationalitet og nytte, uden blik for den uomsættelige rest, der er en del af enhver produktion. Den forbandede del er netop den uproduktive rest, der ikke kan omsættes rationelt eller nyttigt, men som må ødsles bort, på strålende vis, ellers katastrofalt. Udgangspunktet for Batailles generelle økonomi er med andre ord livets overflod, hvis kilde er solens ødsle udskænkning af energi.
Spørgsmålet er så, hvordan vi udløser vores rigdomme, den overskydende forbandede del af energien, om det sker gennem festivaler, gavegivning, erotik, rus, kunst eller sågar ødelæggelseskrige.
Det er første gang, at bogens første del foreligger i dansk oversættelse.
Den forbandede del (et uddrag) og Himmelske legemer er en del af bogserien AFTRYK, der samler korte og vedkommende filosofiske tekster med væsentlig virkningshistorie. Jon Auring Grimm har skrevet introduktionen til teksten, der gør den relevant for studerende såvel som andre læsere med interesse for soløkonomi, kosmisk filosofi og det unyttige.
Køb Den forbandede del af Georges Bataille
Pris 180 kr. inkl. moms, ekskl. levering
Om bogens forfatter
Georges Bataille (1897-1962) var fransk tænknings enfant terrible par excellence. Ifølge sig selv var han ikke filosof, men snarere helgen eller galning. Han befandt sig på den radikale franske venstrefløj, var glødende antifascist, offentlig intellektuel, redaktør på væsentlige tidsskrifter, bibliotekar og stifter af det hemmelige selskab Acéphale, der ville bygge en ateologisk religion på ligresterne af Guds død. Han var en del af den franske avantgardebevægelse, hverken surrealist, dadaist eller eksistentialist, men derimod en overskridelsestænker, der holdt alt og intet helligt. Han er nok mest kendt for sine erotiske værker, i særdeleshed Historien om øjet, men de hviler alle på nogle kosmiske, materielle og sågar økonomiske antagelser, der bliver udfoldet i det teoretiske hovedværk La Part maudite (1949), som her er oversat i uddrag til Den forbandede del.
Georges Bataille stod på skuldrene af Georg W.F. Hegel, Marquis de Sade og Friedrich Nietzsche og har siden påvirket generationer af tænkere såsom Michel Foucault, Maurice Blanchot, Jacques Derrida, Jean-Luc Nancy, Susan Sontag, Luce Irigaray og Julia Kristeva.
Om bogserien AFTRYK
Visse idéer sætter aftryk og væver sig ind i det store kludetæppe af fortløbende samtaler, som vi kalder for filosofi og videnskab, tænkning og kultur. De rummer noget, der ikke er tænkt før, som sætter nye dagsordner, omvender eller overskrider.
Serien AFTRYK har sat sig for at udgive denne slags tekster, nu i danske oversættelser ledsaget af oplysende introduktioner. De er korte og vedkommende filosofiske skrifter, der har haft en væsentlig virkningshistorie.
Øvrige titler i serien AFTRYK:
Henri Bergson: Intuition
Michel Foucault: Hvad er kritik?
Harry Frankfurt: Viljens frihed og personbegrebet
Donna Haraway: Et cyborgmanifest
Donna Haraway: Situeret viden
G.W.F. Hegel: Dialektik
Martin Heidegger: Hvorfor digtere?
Edmund Husserl: Fænomenologi
Thomas Nagel: Hvordan er det at være en flagermus?
John Rawls: To opfattelser af regler
Michel Serres: Krisetider